Midt i den ældste del af Frejlev findes en sten, Solstenen, med en cirkulær udhugning, muligvis et soltegn fra bronzealderen, muligvis et forarbejde til en middelalderlig døbefont. Solstenen er også blevet kaldt ”Klokkestenen” idet sagnet fortæller, at man var i færd med at bygge en kirke i Frejlev og imens havde sat kirkeklokken på denne sten. Det lokale troldtøj forhindrede imidlertid byggeriet og væltede klokken ned af stenen gang på gang. Til sidst var der slidt en cirkulær rille, der efter sigende passer med størrelsen af klokken i Kettinge Kirke. Man må så forstå på sagnet, at byfolkene opgav deres kirkebyggeri og overlod klokken til folkene i nabobyen Kettinge.